Tre fantastiske huse i Chicago, der ikke er designet af Frank Lloyd Wright

Den ærværdige arkitekts kreationer bliver konstant rost og er værd at se – men det er områdets arkitektoniske vartegn også
Share on facebook
Share on linkedin
Share on twitter
Share on email

Ikke alle, der besøger Chicago, er arkitekturinteresserede. Alligevel er det svært at tilbringe tid i den såkaldte “Second City” uden at høre navnet Frank Lloyd Wright. Selvom man ikke besøger nogen af den lovpriste arkitekts bygninger, fornemmer man stadig, hvor stort et aftryk han har sat på det, som lokalbefolkningen omtaler som “Chicagoland.” I Oak Park, en landsby lige vest for Chicago, finder man den største koncentration af Wright-designede hjem i verden samt Wrights eget hjem og studie.

Selvom Wright er fantastisk, er hans designs ikke de eneste boliger, der kan beundres for deres arkitektur i “The Windy City.” Tre bemærkelsesværdige boliger i Chicago, alle bygget inden for en tiårig periode i slutningen af det 19. århundrede, bringer os på en ekstraordinær rejse, fra det prangende Beaux-Arts til moderne amerikansk minimalisme. Alle er opført på det nationale register over historiske steder, og to er også listet som nationale historiske vartegn.

Nickerson Mansion (Driehaus Museum)

Arkitekt: Edward Burling

Færdigt: 1883

Nickerson-palæet, nu restaureret og hjemsted for Driehaus-museet, blev i sin tid anerkendt som et eksempel på højvictoriansk eklekticisme og den æstetiske bevægelse. Tidsskriftet Inland Architect skrev i 1883, at dets interiør “nåede kvalitative højder, som aldrig før var set i Chicago.”

Nickerson Mansion (Driehaus Museum)
Driehaus Museum set udefra, foto af Alexander Vertikoff, © Richard H. Driehaus Museum, 2014.

Palæets frodige, overdådige interiør skjuler meget af det, der gør det bygningsmæssigt interessant. Den omfattende brug af otte forskellige marmortyper, herunder onyx og alabaster, gav huset tilnavnet “Marmorpaladset.” Marmorkakofonien var ikke blot et udtryk for eklektisk æstetik. Det var en defensiv foranstaltning. Nickersons havde mistet deres hjem og virksomhed ved den store brand i 1871. De hyrede Burling, hvis bygningsværker også for de flestes vedkommende gik tabt ved branden, til at bygge dem et brandsikkert hjem.

Mange af de anvendte materialer er brandhæmmende. Der er ikke noget gips i de indvendige vægge, som primært har tungt tekstil som fyld. Det meste af ydersiden er murstensbærende vægge beklædt med grå kvadersten i sandsten. Bag marmoren og de flisebelagte indvendige vægge er der flere mursten. Under mere marmor og de mange eksotiske træsorter, der er brugt i gulvet, er et netværk af murstensbuer, jernbjælker og cement. Huset blev også designet med vandpumper og indendørs VVS. Så mens dets interiør var et monument over guldalderen, var Marmorpaladset også på forkant med bygningsteknologi, både mht. materialer og design.

Nickerson Mansion (Driehaus Museum)
Onyx-pejs, dagligstuen. Foto af Steve Hall fra Hedrich Blessing, 2008.

I dag er huset et museum, der indeholder meget af den originale indretning sammen med andet inventar og møbler fra epoken. Næsten hvert rum i stueetagen har et unikt parketdesign. Dekorative fliser, designet af John Gardner Low i mauriske, japanske og naturalistiske temaer, er anvendt overalt i huset. Spise- og rygerummene er dekoreret med Lincrusta, en ny og populær vægbeklædning på den tid. Lincrusta blev skabt af manden, der opfandt linoleum, og ligner håndlavet læderarbejde eller udskåret træ. Lincrustaen i spisestuen har et renæssanceinspireret design, mens rygerummet er i japansk stil.

Den anden familie, der ejede palæet, gav George Washington Maher til opgave at redesigne galleriet. Det hedder nu Maher Gallery, fordi han tilføjede rummets mest karakteristiske bestanddel – en glaskuppel med et træmotiv og et stort ildsted med fliser i jugendstil.

Nickerson Mansion (Driehaus Museum)
Glasmosaikkuppelen i Sculpture Gallery (ca. 1900), detalje. Foto af Alexander Vertikoff, 2011.

Interiøret er meget overvældende, men tag dig den tid, du skal bruge. Selv minimalister vil sætte pris på designet og håndværket i de enkelte værker og materialer.

Glessner House

Arkitekt: HH Richardson

Færdigt: 1887

Før Gold Coast, nu et velhaverkvarter, der grænser op til Lake Michigan, havde Chicago “Millionaire’s Row”. Prairie Avenue i Near South Side tiltrak byens rigeste familier fra midten af 1800-tallet. Glessner House ligger på hjørnet af Prairie Avenue og 18th Street. Med sit richardsonske romanske ydre afveg ejendommen fra guldalderstilen, hvor det var almindeligt, at man fremviste sin rigdom. Selvom Glessner House ikke var det største palæ i kvarteret (med sine mere end 1.500 kvadratmeter), skiller det sig ud.

Glessner House
Fotograf: William Zbaren.

Huset når næsten helt ud til skellet på tre af siderne. Den treetagers bygning i massive groft udhuggede sten af Braggville pink granit står imposant ud mod gaden. William Tire, administrerende direktør og kurator for Glessner House, siger: “Husets lange nordlige facade har minimale vinduer, der gav huset tilnavnet “fæstningen” blandt naboerne, som var meget lidt begejstrede for det utraditionelle design.”

Familien var påvirket af den engelske Arts and Crafts-bevægelse og den nyromanske stil. På trods af dets fæstningslignende ydre og bymæssige placering var oplægget til designet at skabe et hyggeligt, rustikt familiehus. Den måde, som Richardson opnåede det på, var ved at vende grundplanen væk fra den traditionelle tankegang om, at modtagelsesværelserne partout skulle ligge ud til gaden.

I stedet placerede Richardson en lang tjenergang langs nordsiden for at afskærme de indre opholdsrum fra vintervinden. Tyre forklarer: “Den innovative plantegning vendte de vigtigste modtageværelser ud mod en privat gårdhave for at drage fordel af den sydlige retning og det rigelige naturlige lys.” Ved at flytte de tre ydervægge helt ud mod skellet maksimeredes gårdrummet og gav familien et privatliv, der normalt ikke er muligt i byhuse.

Glessner House
Fotograf: James Caulfield.

Richardson designede også det indvendige layout i en menneskelig skala for at skabe en intim, familiær atmosfære. Der er ingen kæmpestore rum, højt til loftet eller lange “en suites” i hjemmet. Værelserne er arrangeret asymmetrisk. De fleste af værelserne på første sal har synlige træbjælker i loftet. Vægudsmykningen er for det meste en kombination af træ i varme nuancer og fliser og tapeter fra William Morris.

Huset var teknologisk set ret moderne. Det blev bygget med indendørs VVS og forberedt til elektricitet, men blev først tilsluttet et elnet, da et sådant blev bygget til verdensudstillingen i 1893. Indtil da brugte man vådcellebatterier til at drive tyverialarmen, kaldesystemet til tjenerstaben samt telefonen.

Glessner House
Fotograf: James Caulfield.

Familien returnerede næsten 90 % af de originale møbler og indretningselementer til huset, efter at det blev reddet fra nedrivning i 1966. Richardsons tre andre bygninger i Chicago var ikke så heldige, og i dag er Glessner House den eneste tilbageværende Richardson-bygning i Chicago. I dag fremstår det som et tro billede på boligbyggeriet i det sene 1800-tal og som eksponent for arkitektonisk fornyelse.

Charnley-Persky House

Arkitekt: Louis Sullivan

Færdigt: 1892

Charnley-Persky House
Fotograf: David Schalliol.

Det er lidt snyd at medtage Charnley-Persky House på denne liste. Frank Lloyd Wright var juniortegner hos Adler & Sullivan og arbejdede på denne opgave. Omfanget af Wrights bidrag til Gold Coast-huset er imidlertid stadig et åbent spørgsmål. Det er tydeligt, at Charnley-Persky-huset viser velkendte træk, der findes i både Sullivans og Wrights designs: geometriske former, stærke vandrette linjer og ornamentik inspireret af naturen.

Husets glatte, enkle facade er i modstrid med alle victorianske æstetiske forskrifter. Klare vandrette opdelinger definerer facadens umiddelbare visuelle indtryk. Et fundament i kvadersten i sandsten understøtter gule romerske mursten. Den øverste tredjedel begynder med kalksten i et bælteforløb under flere romerske mursten med en kobbergesims øverst oppe.

Ved nærmere eftersyn bliver de lodrette opdelinger tydelige. Kalksten strækker sig op og møder den indlagte træterrasse og skaber et visuelt afbræk. Lodrette, strukturelle opdelinger i interiøret domineres af en central trappe. Trappen løber parallelt med facaden og flankeres af rum på hver side.

Charnley-Persky House
Fotograf: David Schalliol.

Huset er næsten et perfekt rektangel og er ret smalt, uden vinduer langs bagvæggen. Et ovenlys omdanner den rektangulære trappe til et atrium, der giver naturligt lys i hele huset. En træspindelskærm skjuler trappen (foto ovenfor) og er et element, der tilskrives Wright.

Charnley-Persky House
Fotograf: David Schalliol.

Sullivan-Wright-samarbejdet ses tydeligst i de forskellige udsmykningsstilarter – geometriske og organiske. Altanen har et spidst ovalt motiv, og en mindre stiliseret form af kornmotivet ses i hoveddørens metalgitter. Med sine abstrakte former og underspillede udsmykning brød Charnley-Persky House klart med guldalderen og introducerede en ny arkitektonisk begrebsverden, der indvarslede det kommende århundrede.

Besøg i store Chicago-boliger

I skrivende stund er alle tre huse igen åbne for besøg – man bør dog tjekke dette inden ankomst. Glessner House og Driehaus er ofte værter for andre kulturelle begivenheder, og Driehaus Museum bruger regelmæssigt soveværelserne på øverste etage til at huse midlertidige udstillinger. Charnley-Persky House tilbyder offentlige rundvisninger to dage om ugen (reservation er påkrævet).

Brutalistisk arkitektur

Brutalistisk arkitektur har delt vandene i årtier blandt arkitekturentusiaster. Hvor står du?