Kvinder møder mange udfordringer i samfundet vedrørende deres talenter og værdi, som kun få mænd ville – eller kunne – tolerere.
Kvinder, der vælger at gøre karriere i politik, forretning, kunst- og underholdningsbranchen, produktion, byggeriet eller ingeniørfaget skal arbejde hårdere end mænd for at blive bemærket, hørt og få succes.
Dette er muligvis ved at ændre sig i nogle henseender – og selv denne antagelse kan diskuteres – men mange kvinder, der har forsøgt at skabe et liv i brancher, der har været domineret af mænd, har igennem årene mødt alle mulige forhindringer, som mænd ganske enkelt ikke ville finde sig i.
Storbritannien halter bagefter Europa
Se bare på ingeniørfaget. Kvinder fandtes næsten ikke i ingeniørjobbene indtil slutningen af forrige århundrede, og selv da var det nødvendigt med en verdenskrig til at bringe deres potentiale frem i lyset.
Den relative mangel på kvindelige ingeniører over et århundrede senere kan ses i statistikken. Kun 12 % af alle ingeniører var kvinder i 2018.
Letland, Bulgarien og Cypern ligger øverst på den europæiske liste med næsten 30 % kvindelige ingeniører.
Og mens 15 % af de ingeniørstuderende i Storbritannien i 2017 var kvinder, var dette tal over 30 % i Indien, ifølge Women’s Engineering Society (WES).
Kvinder, der tidligere har haft en karriere i ingeniørfaget, men har forladt den af grunde såsom ønsket om at starte en familie, støder også på problemer, når de forsøger at vende tilbage til branchen, ikke mindst på grund af fordomme i ansættelsesprocessen, ifølge en rapport med titlen STEM: The Hidden Workforce.
Men selvom de stereotype holdninger stadig findes – nogle holder fast i den forældede forestilling om at ingeniørfaget er for mænd – så er der dukket muligheder op for kvinder, der ønsker at trække deres ingeniørtalent frem i lyset.
Nogle berømte kvindelige ingeniører
Som en fejring af fokus på kvindelige ingeniører, ikke mindst gennem denne måneds Women in Engineering Day (23. juni), har Bluebeam kigget på nogle af de kvinder, der er kommet ind i branchen gennem årene og bevist, at de ikke er mindre dygtige end deres mandlige kollegaer.
Vi bad Elizabeth Donnelly, der er administrerende direktør for Women’s Engineering Society, om at nævne et par navne, som, selvom de er kendte i hendes organisation og dens medlemmer, måske ikke er så velkendte ude i verden.
Donnelly lagde ud med piloten Amy Johnson, der udover at sætte mange langdistancerekorder før Anden Verdenskrig blev den yngste formand for WES i 1935 i en alder af 32 år.
Johnson var blevet medlem af London Aeroplane Club i 1928 og lærte at flyve og vedligeholde motoren på sin flyvemaskine. Klubbens chefmekaniker, Jack Humphreys, sagde, at hun var “et naturtalent af en ingeniør.”
Kvindernes arbejde under krigen blev ikke anerkendt
Rachel Parsons var en af WES’s medstiftere sammen med sin mor, Lady Katharine Parsons, og de blev henholdsvis organisationens formand og næstformand. Sammen med en gruppe andre kvinder oprettede de et ingeniørfirma med fokus på kvinder, Atalanta Limited.
Atalanta blev oprettet i 1921 og havde til formål at levere arbejde til kvinder, der havde meldt sig på fabrikker og ingeniørvirksomheder under Første Verdenskrig, efter at den overvejende mandlige arbejdsstyrke var blevet indkaldt, men som derefter måtte opgive deres stillinger til de tilbagevendende soldater, da fjendtlighederne ophørte i november 1918.
Lady Parsons sagde om kvinder, der vendte tilbage til hjemmet efter krigen: “Det har været en underlig forvrængning af kvindernes sfære – at lade dem arbejde med at producere redskaberne til krig og ødelæggelse, men nægte dem privilegiet at udforme fredens ammunition.”
Et andet forslag fra Donnelly fra WES er Beatrice Shilling. Som den første kvinde, der gik på Manchester University, designede og udviklede Shilling som ingeniør under Anden Verdenskrig en anordning, som begrænsede brændstoftilførslen til motorerne i jagerfly af typerne Spitfire og Hurricane og forhindrede dem i at slå fra under luftkampe med tyske fly under Slaget om Storbritannien.
Shilling var også en dygtig motorcyklist og en af tre kvinder, der vandt Brooklands Gold Star for at køre en omgang på den berømte racerbane med mere end 100 mph (160 km/t).
Nogle nutidige eksempler på berømte kvindelige ingeniører
Mere nutidige forslag fra Donnelly omfatter Karen Burt. Hun blev ansat hos British Aerospace (BAe) som projektingeniør for videnskabelige satellitter efter uddannelsen fra Cambridge, og hun udviklede sig til at blive ledende systemingeniør.
Senere forlod hun BAe for at starte sit eget konsulentfirma og var med til at etablere Centre for Advanced Instrumentation Systems på University College i London.
Professor Daphne Jackson – Storbritanniens første kvindelige professor i fysik på University of Surrey og formand for WES i en periode – udtænkte en stipendieordning i midten af 1980’erne, der skulle støtte individer, som ønskede at vende tilbage til forskning efter en pause i karrieren.
Ligesom Lady Katharine Parsons var Jackson en forkæmper for kvinder, der ønskede at komme tilbage på arbejde efter en pause. Hun sagde engang: “Forestil jer et samfund, der ville tillade Marie Curie at sætte varer på hylderne i et supermarked, bare fordi hun holdt en karrierepause af familiemæssige årsager.”
En anden bemærkelsesværdig kvindelig ingeniør på Donnellys liste er Caroline Hargrove. Hargrove, der stammer fra Canada, studerede matematik og teknik på University of Ontario, før hun flyttede til Cambridge for at tage en ph.d.
Hendes imponerende cv omfatter 10 år på McLarens Formel 1-hold, hvor hun var ansvarlig for løbssimulatoren samt medgrundlægger af McLaren Applied Technologies, hvor hun var teknisk direktør.
Hargrove, der er stipendiat fra Royal Academy of Engineering, arbejder nu som teknisk chef for Zedsen, der er et firma med speciale i ikke-invasiv teknologi designet til at overvåge menneskekroppen.
Sådanne eksempler på berømte kvindelige ingeniører – og der findes mange, mange flere – fremhæver det ingeniørtalent, der er til rådighed for branchen og samfundet. Forhåbentlig har begivenheder som Kvindernes Internationale Kampdag og arbejdet i organisationer som Women’s Engineering Society den ønskede effekt med at vise den forskel som dem, der repræsenterer over halvdelen af jordens befolkning, kan gøre.
