Selvom byggebranchen er vigtig for at tilføre samfund og økonomier verden over flere fordele, så ligger sektoren under gennemsnittet, når det drejer sig om at indføre nye metoder og måder at øge produktiviteten, effektiviteten og kvaliteten på.
Ifølge Office for National Statistics har arbejdsstyrkens produktivitet ikke været stabil i Storbritannien i de senere år. Det er en situation, som branchen erkender, at den er nødt til at gøre noget ved.
Udsigten til øget produktivitet og højere kvalitetsstandarder er gode grunde til, at byggebranchen indfører mere opdaterede metoder og er imødekommende over for nye arbejdsprocesser, herunder automatisering.
Men hvordan opnår man dette? Hvilken type automatisering forventer vi at se? Fast? Programlagt? Fleksibel? En blanding af alle tre? Hvem skal bestemme det? For nogle er antallet af muligheder nok til, at de bliver forvirrede.
Når det er sagt, så er der bestemt forandring i luften. En førende fortaler for en ny tankegang er Mark Farmer, der ofte har påpeget behovet for, at branchen forbedrer sig og følger med nye teknologier.
Behovet for forandring
Farmer tror på udvikling som automatisering, men har sagt, at indtil byggebranchen i bredeste forstand er med på den og indser, hvad der står på spil, vil fremskridt helt uundgåeligt være smertefuldt langsomt. Han hævder, at branchen har brug for en helt ny vifte af færdigheder sammen med viljen til at udvikle dem.
Der har selvfølgelig været fremskridt. Det akutte behov for at bygge flere boliger, for eksempel, har hævet branchens lyst til at bruge Modern Methods of Construction.
Formonterede stålrammer eller modulære enheder bliver fremstillet af firmaer som Ilke Homes og andre ved hjælp af forskellige former for automatisering i det sikre fabriksmiljø. De bliver derefter leveret og installeret på pladsen hurtigere end boliger, der bygges helt fra grunden, hvilket sparer tid og penge og betyder, at beboerne kan flytte ind hurtigere.
I arkitekturens verden tager automatiseret design sig i mellemtiden af de kedelige og gentagne opgaver, som normalt udføres af mennesker, og frigør designere til at bruge mere tid på at gøre, hvad de gør bedst, nemlig at være kreative.
Andre steder er digital deling af oplysninger gradvist steget, hvilket gør det muligt for forskellige teams på et projekt at få adgang til vigtige oplysninger på samme tid. Forbedring af samarbejdselementet i en plan kan betyde forskellen mellem succes eller fiasko, når det drejer sig om at levere til tiden og inden for budgettet.
Men kan automatisering være en katalysator for ændringer i byggeriet på samme måde, som den transformerede bilindustrien, hvor robotteknologi revolutionerede den måde, biler bygges på?
Modernisering af branchen
Mark Farmer understreger, at automatisering kan spille en meget vigtig rolle i moderniseringen af byggebranchen, selvom han mener, at der måske er for meget fokus på selve teknologien eller processerne, og at dette skal opvejes med en ny dagsorden for digitale færdigheder i alle dele af branchen.
Når det er sagt, er der nogle, der ser ud til, at de allerede i høj grad har taget automatisering til sig. Det York-baserede firma Construction Automation Ltd. påstår, at de har bygget det første murstenshus ved hjælp af robotteknologi i Storbritannien.
Firmaet siger, at det er deres mål at automatisere byggeriet af murstensboliger, og direktør David Longbottom hævder, at deres firdelte automatiske murerrobot “øger produktiviteten, forbedrer sundheden og sikkerheden og garanterer kvalitet.”
Huse bygget af Byggemand Rob(ot)? Lad ikke nogen tro, at dette varsler den traditionelle murers undergang, siger Association og Brickwork Contractors, der afviser idéen.
Tab af arbejdspladser?
Stigningen i automatisering af byggebranchen vil uden tvivl øge udsigten til tab af menneskejob. Det var trods alt, hvad der skete under den første industrielle revolution i slutningen af det 18. århundrede, da nye spindemaskiner fyldte møllerne i det nordlige England.
Kun få tror faktisk, at indførelsen af robotter og andre former for automatisering drastisk vil reducere antallet af medarbejdere. Et websted antyder, at der er “meget lille” risiko for, at ingeniørers arbejde bliver overtaget af robotter eller kunstig intelligens.
Og selvom automatisering faktisk kan reducere antallet på nogle områder, vil ændringer i beskæftigelsespraksis føre til nye muligheder.
Det globale ledelseskonsulentfirma McKinsey mener, at automatisering er mindre tilbøjelig til at mindske jobmuligheder, “end det er til at øge produktiviteten.” Sammen med det globale behov for ny og opdateret infrastruktur og bedre og billigere boliger forventer McKinsey, at automatisering kan hjælpe med at forme byggebranchens retning. Men det kræver en indsats, tilføjer de.
Èn ting står klart: Forandring er uundgåelig. Og det skal den være, hvis byggebranchen, der er gennemsyret af traditionelle måder at gøre tingene på, skal kunne imødekomme den voksende efterspørgsel på nye og innovative bygninger, der opfylder beboernes behov.