Kom med bag designet af den nyopførte Elizabeth Line

Det nyligt afsluttede projekt i den britiske kollektive trafik er resultatet af en omhyggeligt udtænkt designvision, der har taget højde for næsten alle aspekter af passageroplevelsen
Del på facebook
Del på linkedin
Del på twitter
Del på email

Da England fejrede åbningen af Elizabeth Line i London tidligere i år, fokuserede medierne mest på de tekniske udfordringer, der var opstået i forbindelse med byggeriet i løbet af det næsten to årtier lange jernbaneprojekt. Ud over bare at være en imponerende ingeniørpræstation markerede jernbanens færdiggørelse et vigtigt øjeblik for engelske designere.

Hver enkelte station blev designet af et firma med kontorer i London gennem genbrug af eksisterende historiske steder eller ved at udtænke design, der kunne skabe nye spændende steder i byens gader. Gennem deres blanding af højeffektiv teknik og design i verdensklasse har stationerne på Elizabeth Line høstet stor ros fra journalister, trendsættere og de mere end 1 million indbyggere i London, der har kørt på strækningen siden åbningen.

Built har talt med Rob Naybour, der er administrerende direktør i arkitektfirmaet Weston Williamson + Partners, om hans oplevelser med at skabe to af Elizabeth Lines mest karakteristiske stationer samt udfordringerne og begejstringen ved dette flere årtier lange projekt.

To årtiers samarbejde

Naybour sagde, at Weston Williamson + Partners blev involveret i Elizabeth Line i 2006, da designprocessen påbegyndtes. “Vi begyndte at bygge i 2009, og så har vi bygget lige siden,” sagde han. 

Naybours engagement i at udvikle en mere holistisk tilgang til de design- og ingeniørudfordringer, som projektet gav hans team, begyndte tidligt i designprocessen. “Vi sagde til folkene på Paddington-stationen: ‘I har brug for en overordnet plan, og I er nødt til at være tovholdere på det hele,'” sagde Naybour, hvis team arbejdede tæt sammen med Crossrail om at udvikle et omfattende organisationsdiagram, der skulle deles med alle designere, entreprenører og kunder, der var involveret i byggeprocessen.


OGSÅ I BUILT:


“Vi ønskede at være involveret i alle trin af processen,” siger han. “Det er sjovt, for fra start til slut var de eneste, der var med hele tiden, mig og Crossrail-arkitekten. Jeg tror, at vi i den første fase af Paddington Station havde noget i retning af 26 overdragelser i faser med forskellige stationsarrangementer. En af de store overdragelser gik ud på at understøtte OL i London, som fandt sted lige midt i vores byggeprojekt og var den travleste tid nogensinde i London med hensyn til at flytte passagerer rundt i undergrunden.”

Naybour og hans medarbejdere indså, at et hidtil uset niveau af samarbejde ville være nødvendigt, for at projektet kunne lykkes – en beslutning, der resulterede i oprettelsen af et fælleskontor, så kommunikationen gled lettere. “Vi lavede et kontorfællesskab, hvor alle stationsdesignerne for hele linjen arbejdede på samme kontor,” fortæller Naybour. “Jeg tror faktisk, det muliggjorde, at projektet skred så hurtigt frem efter britiske forhold. Det tror jeg ikke, vi kunne have opnået uden at have et stort kontorfællesskab, hvor vi samlede alle stationsdesignerne. Alle de forskellige arkitekter og alle de forskellige ingeniører arbejdede i deres egne teams, men de delte viden og ideer. Det var en ganske interessant proces.”

En blanding af elegance og tilgængelighed

For Naybour og hans team var det svære i projekterings- og byggeprocessen altid at nå ét specifikt mål: let bevægelse og oplevelse. “Når alt kommer til alt, forsøger man at få en kompliceret station til at virke meget enkel for passageren,” siger Naybour. “Man er altid på udkig efter den elegante løsning, som betyder, at der er et intuitivt flow. Man behøver ikke mange skilte, fordi det er indlysende, hvor man skal gå hen. Man har brug for en stor designvision, der holder helheden sammen.”

Naybour siger, at han mener, at denne tilgang til designvisionen er afgørende for at skabe en station, der fungerer. “Der er mange forskellige slags mennesker, der bruger området,” siger han. “Jeg var på rundtur med en handicapgruppe i går, og generelt var konklusionen, at hvis området føles godt arkitektonisk, så giver det folk ro. Hvis man får lavet rummene og stemningen på stedet rigtigt – akustikken, størrelsesforholdene og de rigtige materialer – så falder resten på plads, og bygningen fungerer for det bredest mulige udsnit af passagerer.”

Hvordan nåede Naybour og hans kolleger frem til denne vision?

“De store udfordringer ved Paddington Station var at få åbnet stationen op, så naturligt lys og frisk luft kunne komme ind,” siger han. “Sjovt nok var det nemt at gøre fra et teknisk og funktionelt synspunkt, altså fra det konstruktionsmæssige synspunkt, og det sparede mange penge. Men det giver også denne utroligt intuitive rejse, for når man kommer op fra perronen, kan man mærke den friske luft, og man kan ganske ofte lugte regnen i London. Man bevæger sig mod lyset og solskinnet. Det er en meget større oplevelse.”

En mere holistisk tilgang

Eftersom begge stationer på Elizabeth Line, som Weston Williamson + Partners-teamet arbejdede på, var baserede på historiske bygninger, der skulle ombygges, siger Naybour, at hans team var i stand til at komme med en unik paraplyvision for projektet, samtidig med at de tacklede udfordringerne ved hvert eksisterende område.

Woolwich-stationen ligger i det gamle Woolwich-arsenal, hvor man har bygget kanoner, bomber og forskellige våben siden 1600-tallet,” fortæller Naybour. “Stedet er ved at blive ombygget til et blandet byggeri, der omfatter museum, boliger, kunstrum og nu også en station. Arbejdet på Paddington Station omfattede ombygning af en eksisterende undergrundsstation samt den nye Elizabeth Line-station.”

Under arbejdet på Paddington-projektet måtte Naybours team holde trafikken i gang via den eksisterende station. “Vi blev nødt til at opretholde operationelle perroner, mens vi byggede en etage ovenover, og det er ikke ligefrem store stationer,” beretter han. “Så vi var nødt til at finde ud af, hvilken piloteringsmaskine vi kunne få derind, hvilket bestemte det byggegitter, vi kunne bruge, som igen bestemte, hvordan vi kunne føre trapper ned til perronen.”

Selvom stedernes kompleksitet gav anledning til udfordringer, føltes det naturligt for Naybour at arbejde inden for de eksisterende strukturer i et mere omfattende og større byggeri. “Jeg tror, at det for os altid er en holistisk tilgang,” siger han. “For det er jo sådan, passagererne ser det. Ens oplevelse af en bygning, især en station, der er et knudepunkt, slutter ikke ved hoveddøren. Den er en del af en byoplevelse. Jeg tror, at jo mere man overvejer de aspekter, jo mere vellykket bliver projektet.”

Ser man ud over Elizabeth Line, siger Naybour, at han mener, at denne altomfattende tilgang til design af knudepunkter er afgørende for at mindske den enorme afhængighed af biler. “Den offentlige transport fejler ofte på den sidste kilometer,” siger Naybour. “Vi er nødt til at stille spørgsmål som: ‘Hvordan er det at gå fra stationen til ens endelige destination? Er det nemt at få en taxi, hvis man ikke kan gå? Er der skygge? Er der trængsel? Er man beskyttet mod trafikken?

“Det er alle disse ting, der gør, at det ikke kun bliver et nødvendigt onde, men en god oplevelse for folk at kunne regne med transportskift som en del af deres daglige rutine,” fortsætter han. “Vi oplever i højere og højere grad, at man fra myndighedernes side virkelig medtager den del på en holistisk måde i overvejelserne, hvilket er en udfordring – men det er godt for designere, og det er godt for passagererne.”

Helsinki skuer mod morgendagens transport med sporvognsbyggeriet Kruunusillat