Bygherrer giver træ en renæssance i form af lamineret træ

Lamineret træ giver et gammelkendt materiale overbevisende nye fordele i byggebranchen.
Del på facebook
Del på linkedin
Del på twitter
Del på email

Video produceret af Justin Hearn

I 2015 opførte den internationale ejendomsudvikler Lendlease det fireetagers høje Candlewood Suites-hotel ved Redstone Arsenal, en amerikansk militærbase nær Huntsville i Alabama. Udefra ser det færdige bygningsværk ud som mange andre overnatningssteder, som Lendlease har opført gennem årene. Men i stedet for en konventionel rammekonstruktion i stål er der i dette hotel brugt krydslamineret træ (CLT), en type laminat, som oprindeligt blev populært i Europa for flere årtier siden.

Resultatet blev, at Lendlease reducerede byggetiden med 37 % og brugte 44 % færre mandetimer. Og det opnåede bygherren med et team på kun 11 personer bestående af tre erfarne tømrere og otte arbejdsløse veteraner, der blev uddannet i praksis på selve byggepladsen.

Hurtig og nem opførelse er kun to af de mange fordele, som opnås, når der bygges med CLT. Lamineret træ giver også en overlegen konstruktionsholdbarhed, bæredygtighed og æstetik. Og med de nylige ændringer i bygningsreglementerne kan bygningsværker baseret på lamineret træ opføres i højder, som aldrig har været tilladt for træbygninger.

Men hvad er lamineret træ?

Lamineret træ forvandler mindre træ til store elementer

Lamineret træ er et teknisk forarbejdet træprodukt (EWP) baseret på træpartikler, fibre, finerer og plader. Derefter klæber, sømmer eller tilpasser producenterne stykkerne sammen for at frembringe træelementer, der er store nok til at blive brugt som bjælker, plader, vægge og gulve. Det færdige produkt bevarer træets lette vægt, men er betydeligt stærkere end massivt træ i samme størrelse. Det skyldes, at konstrueret træ tilfældigt fordeler de defekter, der findes i ethvert stykke træ, og gør det muligt at bruge træ, der muligvis ikke er egnet til andre formål

Resultatet er et udvalg af forskellige laminater:

  • CLT fremstilles ved at placere plader i én retning og derefter tilføje det næste lag vinkelret på det første, hvilket giver stykker i tykkelsen 13,4 til 34,3 cm, der er lige så stærke som stål eller beton.
  • Sømlamineret træ (NLT) bruger stablede lag af brædder i standardstørrelser på højkant, som fastgøres med søm eller skruer. NLT er ideelt til gulve, tage og elevatorskakter.
  • Dyvellamineret træ (DLT) er magen til NLT men med dyvler i stedet for søm.
  • Limtræ bruger stablede lag af brædder i standardstørrelse på højkant, som bindes sammen med fugtbestandige klæbemidler. Almindelig anvendelse omfatter gulve, bjælker, søjler og buer.

Selvom visse typer lamineret træ passer til næsten alle anvendelser, kan hybridsystemer om nødvendigt også indeholde stål eller beton.

Bygninger af lamineret træ vinder på tre vigtige områder

Lamineret træ byder på flere fordele. Først og fremmest har det en stor styrke i forhold til den lave vægt. Det gør bygninger af lamineret træ lettere, men mindst lige så stærke som bygninger af samme størrelse opført i stål, beton eller mursten. Da træ vejer mindre, er belastningen på fundamentet lavere, hvilket fordrer minimalt og mindre komplekst underjordisk bygningsarbejde. Det giver besparelser i forbindelse med udgravningen og færre udgifter til beton.

Selvom prisen for lamineret træ kan være højere end for andre materialer, opvejes forskellen rigeligt af den kortere opførelsestid og de lavere arbejdsomkostninger. Ifølge Paul Coats, der er regionschef for den sydøstlige del af USA i American Wood Council, kan producenter præfabrikere CLT og præcist skære det til for at imødekomme kravene til åbninger og forbindelser, såsom døre, vinduer og rørsystemer.

Just-in-time-levering af komponenter sparer plads på byggepladsen. Placering og samling af præfabrikerede dele sparer også penge til arbejdskraft og forbedrer sikkerheden, da det kun er nødvendigt med få medarbejdere inden for kranens aktionsradius.

For det andet har lamineret træ vist sig at være et bæredygtigt og miljøvenligt produkt. Produktion af stål og beton tegner sig for omkring 8 % af den årlige globale udledning af drivhusgasser ifølge “North American Mass Timber State of the Industry Report“.

“Når man bygger med lamineret træ, bliver selve bygningen et sted, der binder kulstof,” siger Arnie Didier. “Når man genplanter skoven, bliver den også et sted, der binder kulstof.”

Alligevel hævder kritikere, at producenter vil rydde skovområder for at producere lamineret træ, hvilket også er dårligt for miljøet. “Der påhviler et ansvar for at anvende bæredygtig skovbrugsdrift til at producere lamineret træ og opretholde en sund skov,” siger Arnie Didier, Chief Operating Officer hos Forest Business Network i Portland i Oregon.

For det tredje bidrager lamineret træ til at lave en naturligt smuk bygning ved at vise strukturen. Folk føler, at træ er varmere og hyggeligere i modsætning til beton eller stål, som kan føles koldt og ikke så indbydende. “Hver gang folk går ind i mine bygninger af træ, bemærker jeg, at de reagerer helt anderledes,” siger arkitekt Michael Green i sin TED-talk, “Derfor skal vi bygge skyskrabere i træ.” “Jeg har aldrig oplevet nogen gå ind i en af mine bygninger og kramme en stål- eller betonsøjle, men jeg har faktisk set det ske i en bygning opført i træ.”

Bygningen er måske også sundere. Brug af træ i byggeriet kan reducere beboernes blodtryk og stressniveau, hvilket er en unik fordel ved biofilt eller naturelskende design, ifølge Jie Yin og medforfattere.

Bygningsreglementer går i retning mod også at omfatte lamineret træ

De fleste amerikanske bygningsreglementer tillader i øjeblikket ikke træbygninger på mere end seks etager. Men på grund af omfattende tests er dette allerede ved at ændre sig, siger Coats. Nylige revisioner af International Code Council International Building Code (IBC) giver mulighed for en voldsomt højere byggehøjde i træ, primært på grund af CLT. Forskere inden for teknik og materialer har udført omfattende tests for at vise, at materialet opfylder de samme krav til belastning, seismiske påvirkninger og tyngde som de, der er fastsat for materialer som stål og beton.

I det nye reglement for 2021 bliver højden af bygninger i lamineret træ øget markant fra 6 til 18 etager og fra 24 til 82 meter fra jordoverfladen til toppen af bygningen. Det betyder, at selv høje bygninger nu kan være lavet af lamineret træ. Coats bemærker, at nogle amerikanske stater allerede lovligt har vedtaget reglementet, herunder Oregon, Washington, Utah, Denver og British Columbia – som vist på dette kort over vedtagelse af reglementet fra American Wood Council. Det forklarer, hvorfor Vancouver allerede kan prale af det 18-etagers høje Brock Commons kollegium, hvis opførelse vises her i en time-lapse-video.

“Når folk går ind i mine bygninger af træ, bemærker jeg, at de reagerer helt anderledes. Jeg har aldrig oplevet nogen gå ind i en af mine bygninger og kramme en stål- eller betonsøjle, men jeg har faktisk set det ske i en bygning opført i træ.”

Det siger arkitekt Michael Green i sin TED-talk, “Derfor skal vi bygge skyskrabere i træ.”

Ikke overraskende er brandhæmning en kritisk faktor, eftersom lamineret træ består af brandbare materialer. Men lamineret træ opfører sig på samme måde som en massiv bjælke, der forkuller ved en brand og bremser brandudviklingen. Forkulning hjælper med at bibeholde produktets strukturelle styrke, selv når det udsættes for direkte ild og intens varme. Faktisk viser tests, at CLT som minimum lever op til en totimers brandsikring.

Til visse anvendelser kræves der dog et nyk mere for lamineret træ.

“ICC bestemte højderne for bygninger af lamineret træ baseret på træbeskyttelse med flere lag gips, der er et ikke-brændbart materiale,” siger Coats. “Ilden og indholdet brænder ud og påvirker ikke strukturen væsentligt.” Derudover skal der være rigeligt med sprinklersystemer, og bygherrerne skal træffe foranstaltninger for at sikre brandsikkerheden under selve byggeriet.

Skoven af bygninger med lamineret træ vokser fortsat

North American Mass Timber State of the Industry Report” forudsiger, at antallet af bygninger med lamineret træ fra nu og til 2034 vil blive fordoblet hvert år. På det tidspunkt vil den nordamerikanske byggebranche lagre mere kulstof, end den skaber.

I 2019 blev der for eksempel bygget cirka 78 bygninger med lamineret træ i USA, som tilsammen udgjorde et areal på 4 millioner kvadratmeter.

En særlig årsag til populariteten af bygningerne med lamineret træ skyldes, at højteknologiske virksomheder synes om dem. Google, Facebook, Microsoft og Amazon har alle “blik for lamineret træ, og de kan lide det, de ser,” siger Didier. Faktisk har Microsoft netop lagt sidste hånd på det største vandrette bygningsværk i lamineret træ i Nordamerika i form af en tilbygning til virksomhedens campus i Mountain View i Californien.

Mens nye bygninger demonstrerer de lodrette, vandrette og æstetiske grænser, man mener er mulige, sætter lamineret træ fantasien fri hos bygherrer verden over. Træ har ganske vist eksisteret i 10.000 år som byggemateriale, men de innovative produkter af lamineret træ, der er tilgængelige i dag, gør det muligt at bruge det til bygningsværker på en måde, der ikke er set tidligere.

Er din byggepraksis “grøn”? Hvorfor tiden er inde til at begynde.