I et højprofileret dekret meddelte den californiske guvernør, Gavin Newsom, for nylig, at han havde til hensigt kun at tillade bilforhandlere i staten at sælge nulemissionskøretøjer fra 2035. Selvom det for nogle virker ekstremt, er dekretet i tråd med statens samlede indsats for at øge produktionen af vedvarende energi.
Californien er førende på markedet for vedvarende energi som den største producent af solenergi i USA. Cirka 20 % af Californiens el kommer fra solceller – en andel, der vokser hvert år takket være ambitiøse love, herunder SB 100-mandatet fra 2018, som kræver, at staten skifter til fuldt vedvarende energikilder inden 2030.
Multinationale energiselskaber som BP er opmærksomme på dette. Olie- og gasselskabet med base i London er i færd med at omstille sin globale strategi og sigter mod at blive et ”kraftværk for vedvarende energi” og øge sin produktion af vedvarende infrastruktur.
I lyset af både en stigende offentlig bevidsthed om, hvor presserende klimaforandringerne er, samt den globale olieudtømning er virksomheder som BP, der traditionelt investerede i bygning af raffinaderier og andre olieproduktionsressourcer, begyndt at vende sig mod den stadig mere profitable solenergi, hvilket ambitiøse nye bygningsindsatser som Wildflower Project eksemplificerer.
“De vidtrækkende fordele ved vedvarende energi og især solenergi for menneskelig sundhed, miljøet og økonomien kunne ikke overvurderes,” sagde BP’s vicedirektør for miljøanliggender og regeringsrelationer, Alyssa Edwards. “Solenergi er en vigtig del af løsningen i bekæmpelsen af klimaforandringer ved at tilføje CO2-fri kilder til vores energiudbud.”
Selvom flere vedvarende energikilder opnår mere finansiering, herunder offshore-vindenergi og oprettelse af mikronet, er solenergi stadig populær på grund af dens nemme konstruktion og relativt lave omkostninger.
”Solenergi er nu en af de mest økonomiske energikilder til nybyggerier,” sagde Edwards. ”Priser på solenergiforsyning ligger nu på mellem 16 $ MWh og 35 $ MWh, hvilket gør det konkurrencedygtigt i forhold til alle andre former for energiproduktion. Disse priser har gjort det muligt for solenergi at øge sin andel af den samlede amerikanske elproduktion fra 0,1 % i 2010 til næsten 3 % i 2020.”
Byg en fremtid med solenergi
Inspirationen til bygning af bestøvningsvenlige solcelleanlæg kom af et ønske om at skabe en energiproduktion, der ikke bare reducerer menneskelig CO2-udledning, men også aktivt understøtter et sundere miljø med mere biodiversitet.
”Solenergiens kernebidrag til global bæredygtighed er gennem ren elproduktion med lave omkostninger,” sagde Edwards. “Men med målrettede og langsigtede arealforvaltningsplaner mener vi, at solenergi også kan udvikles på en virkelig bæredygtig måde, der skaber en fordel for miljøet med hensyn til biodiversitet.”
Dette koncept var inspirationen bag Lightsource, en af Europas største udviklere af solenergi. Siden BP investerede i virksomheden og erhvervede en andel på 50 % fra og med 2019 er den blevet udvidet fra 5 til 13 lande, herunder USA
Med Wildflower-projektet begynder Lightsource sit første indtog i Californien. ”Vi underskrev en elkøbsaftale i 2018 med Sacramento Municipal Utilities Division, som er et af de største offentligt ejede forsyningsselskaber i USA,” sagde Edwards. ”Vi forpligtede os til at finansiere, bygge og drive solcelleanlægget på 16,5 MW inden for SMUD’s serviceområde i Sacramento County i Californien.”
For Edwards repræsenterer opførelsen af Wildflower-projektet, der ligger i Rio Linda, cirka 15 km nord for Sacramento, den rolle store olieselskaber kan spille for at skabe en mere bæredygtig fremtid. ”Jeg har altid ment, at energiomstillingen har brug for oliegiganterne – deres ressourcer og infrastruktur – til at fremskynde overgangen til lav CO2-udledning,” sagde hun.
Beskyttelse af bestøvere
Ved opførelse af et nyt solcelleanlæg prioriterer Lightsource at skabe et bestøvningsvenligt miljø. ”Lightsource BP har bygget solcelleanlæg i et årti i Storbritannien med levesteder for bestøvere og biavl – vi har endda vores egen solcellehonning,” sagde Edwards. “Vi ved, at områder i og omkring solcelleanlæg kan administreres på en måde, der skaber en fordel for miljøet, hvad enten det er etablering af bestøvere, fåregræsning eller anden oprettelse af naturlige levesteder.”
Edwards sagde, at dette arbejde er en vigtig del af en mere holistisk tilgang til energiproduktion. ”I betragtning af den betydelige nedgang i bestanden af bestøvere på grund af tab af levesteder og brug af pesticider, mener vi, at etablering og vedligeholdelse af det naturlige plantedække, der understøtter bestøvningsarter, er en integreret del af den langsigtede arealforvaltning af Wildflower og andre projekter i USA, hvor det er muligt”, sagde hun.
“De vidtrækkende fordele ved vedvarende energi og især solenergi for menneskelig sundhed, miljøet og økonomien kunne ikke overvurderes. Solenergi er en vigtig del af løsningen i bekæmpelsen af klimaforandringer ved at tilføje CO2-fri kilder til vores energiudbud.”
Alyssa Edwards, BP’s vicedirektør for miljøanliggender og regeringsrelationer
Hvordan ser et bestøvningsvenligt solcelleanlæg ud?
Det hele afhænger af, hvor det bygges. “Implementering af levesteder for bestøvere vil i høj grad afhænge af det lokale og regionale landskab samt arter, der lever i området,” sagde Edwards. “Hos Wildflower er vi nødt til at forberede stedet på en måde, der forhindrer ukrudt i at udkonkurrere plantede bestøvningsmaterialer.”
Ydermere kan arbejdet med at skabe en bestøvningsvenlig zone være overraskende arbejdskrævende.
“Forberedelsen omfatter en indledende klassificering, spiring af planter, udrydning af planterne, der spirer, lade en ny planteafgrøde spire, udrydde den nye afgrøde og derefter såning,” sagde Edwards. ”Såningen skal helst foretages ved håndkraft i modsætning til hydrosåning eller såning med såmaskine. Nogle plantearter, såsom silkeplanter, plantes som containerplanter eller jordstængler, så det er på mange måder som at plante i din baghave, men i en meget større skala.”
Med hensyn til hvilke planter, der vil blive inkluderet, sagde Edwards, at virksomheden planlægger initiativet med henblik på brug hele året rundt.
”Hos Wildflower installeres både flerårige planter og etårige planter i bestøvningshaven med grupper af planter, der blomstrer på forskellige tidspunkter af året for at give maksimal fordel for bestøverne,” sagde hun. ”Forskellige grupper af lignende planter vil blive placeret sammen i ‘celler’ (alle silkeplanter plantet sammen, alle etårige forårsblomster plantet sammen, alle etårige sommerblomster plantet sammen) for at muliggøre målrettet vedligeholdelse af hver plantegruppe samt øge værdien af levestederne for bestøverne.”
Fremgangen for vedvarende energi
Ud over Wildflower-projektet er bygning af produktionsfaciliteter for vedvarende energi en væsentlig del af BP’s fortsatte strategi for reduktion af CO2-udledning overalt i virksomheden, sagde Edwards.
”Klimaforandringer, prisoverkommelig ren energi og tab af biodiversitet er blandt de komplekse og tæt forbundne globale problemer, som vi står over for i dag,” sagde hun. ”Disse problemer har alvorlige konsekvenser, der direkte påvirker både miljøet og menneskers liv og levebrød. Som en konsekvens af dette vil efterspørgslen på vedvarende energi kun stige hurtigt over tid.”