På verdensplan tegner byggeaktiviteten og det operationelle element i det byggede miljø sig for omkring halvdelen af udledning af drivhusgasser.
I Storbritannien er det byggede miljø – bygninger og infrastruktur – i øjeblikket ansvarligt for 25 % af al udledning af drivhusgasser, og når man tæller transport på landjorden med, såsom køretøjer der leverer materialer og andre forsyninger, så når det samlede tal for industrien op på 42 %.
Sådanne niveauer skal falde, hvis industrien, lokalsamfund og offentlige myndigheder rundt omkring i verden skal kunne tackle klimaændringerne. Heldigvis anerkender bygge- og ingeniørsektorerne behovet for at være på linje med CO2-neutralitetsmålene. Dette fremmes delvist af regeringer, som er store kunder, hvad angår projekter indenfor infrastruktur og byggeri.
Hvad kan ingeniører gøre for at hjælpe til i kampen mod klimaændringer? Nogle har et holistisk syn på det. Tim Chapman, som er direktør for design af infrastruktur hos Arup samt medlem af Institution of Civil Engineers’ Decarbonisation Community Advisory Board, mener, at der er behov for systemændringer i hele landet og i landets økonomi – fra energiproduktion til hvordan vi anskuer transportsystemer, plads og vores landskaber – så ingeniører får mulighed for at spille en rolle i at nå de ambitiøse klimamål.
Bluebeam har talt med Chapman om, hvad ingeniører kan gøre for at gøre ingeniørvidenskab CO2-neutral, bidrage til et bedre klima og et renere miljø.
Hvad er dit perspektiv på CO2-neutralitet som ingeniør med fokus på infrastruktur?
“En frygtelig masse infrastruktur er beregnet til at transformere. Hvis du bygger en bank, er det faktisk rigtig godt at bygge en CO2-neutral bank, eftersom banken er en privat virksomhed, der skaber sin egen profit. Men hvis du bygger en ny jernbane, et nyt hospital eller et nyt kraftværk, så har det et offentligt formål. Alt skal være arbejde mod et højere CO2-neutralt mål, men hver enkelt del behøver ikke være CO2-neutral i sig selv. Jeg er meget tæt på University College Hospital, som har en stor protonstråleaccelerator til behandling af kræft. Det virker ret stødende at kræve, at kræftbehandlinger skal være CO2-neutrale – vi skal bruge vores CO2-rate der, hvor det giver mest mening – og jeg kan ikke komme i tanke om noget vigtigere. Vores samlede økonomi skal for alt i verden gøres CO2-neutral. men vi skal samtidig sikre, at vi gør noget godt for fællesskabet i dette nye paradigme. Jeg er involveret i kraftværkerne Hinkley Point C og Sizewell C. De bliver aldrig CO2-neutrale i sig selv, men de giver os mulighed for at slukke for alle de kraftværker, der kører på kul og gas. Så selvom de ikke er CO2-neutrale, så er det i virkeligheden et kæmpe skridt i retningen af CO2-neutralitet for den samlede økonomi.
“Når det drejer sig om systemiske ting, så som infrastruktur, så skifter fokus. Lad os tage eksemplet med en ny metro. Det grundlæggende formål er at få folk ud af deres biler og få dem til at bruge offentlig transport i stedet for. Det handler ikke blot om at reducere CO2, du får også folk til at engagere sig i samfundet, og du hjælper med at skabe områder, hvor nye butikker kan blomstre i en postpandemisk verden. Der kommer mange gode ting ud af at få folk til at rejse med offentlig transport. Men hvis du insisterer på at bygge en CO2-neutral metro, så får du den aldrig bygget. CO2-neutralitet kan ikke ses isoleret fra f.eks. biodiversitet og overordnet beskyttelse af naturen. Mange menneskers svar på spørgsmålet om CO2-neutralitet er “Jeg vil (måske) reducere mit CO2-fodaftryk en smule, og hvis det er nødvendigt, betaler jeg mig fra det.” Offsettet kan bruges til at betale for plantning af én slags fremmede træer, men de gør ikke nødvendigvis noget godt for biodiversiteten. Skoven vokser ikke så godt som en løvfældende skov, som opfanger CO2 over en meget længere periode. Det rette svar er derfor “Lad os producere en oprindelig løvfældende skov, der giver mulighed for et meget rigere udvalg af planter, så naturen kan trives.” Og når en løvfældende skov er vokset op med alle disse træer og andre planter – følger alt andet efter – det er et sted, hvor folk kan gå ud og nyde naturen.”
Så vi er nødt til at anlægge en holistisk tilgang?
“Planeten er det centrale spørgsmål. Derefter kan du bryde det ned, land efter land. I Storbritannien har vi, hvad vi kalder vores forbrugsbaserede udslip og vores territoriale udslip. Det territoriale udslip svarer til det, vi faktisk producerer her, og det forbrugsbaserede omfatter, hvad vi importerer. Vores territoriale udslip er faldet meget hurtigt, og det er der to grunde til. For det første er vores energinet nu langt mere effektivt end før. Vores elektricitet er meget grønnere end for 10 år siden, og derudover har vi flyttet en stor del af den britiske produktion til andre lande. Mange af de ting, vi køber, fremstilles i Kina og andre steder, så udslippet kommer på de andres CO2-regnskab og ikke vores. Vi har flyttet produktion ud til steder, hvor elproduktionen ofte forurener mere, end den gør hos os. Får planeten det bedre af, at vi flytter vores produktion? Det kan diskuteres. Den vigtigste udfordring for Storbritannien er at finde ud af, hvordan vi kan ændre vores systemer, så vi opnår CO2-neutralitet.”
Er offsetting en god gerning i forklædning?
“Hvis man anskuer udfordringen ud fra infrastruktur, så er problemet, at vi nu skal udskifte vores systemer hurtigt for at nå CO2-neutralitet, så der er et problem med offsetting. Der var engang en, som sagde, at offsetting er som at have en affære og betale en præst for at leve i cølibat på dine vegne. Offsetting ændrer ikke roden af problemet. Den rette tilgang er at prøve at ændre på måden, vi gør ting på, og derefter offsette den rest af udslip, vi på ingen måde kan komme af med. Et godt eksempel er den nye store A14-vej i Cambridgeshire, som affødte omkring en million tons CO2. Hvis man skal offsette en million tons CO2 skal man plante en skov på størrelse med London, ca. 30 km². Så hvis vi forsøger at offsette ved at plante træer, så vil der ikke være træer nok og plads nok på jorden til at plante dem. En bedre tilgang ville være at lave et andet transportsystem i fremtiden, som er langt mindre CO2-intensivt.”
Hvordan vurderer du et aktivs CO2?
“Hvert enkelt aktiv har tre CO2-elementer: kapital – CO2-produktion – operationelt CO2 og bruger-CO2. Hvis jeg f.eks. er ejer af Heathrow Lufthavn, så kan jeg kontrollere elementerne kapital CO2 og operationel CO2, men jeg kan kun forsøge at påvirke brugen af CO2 og typen af fly, som benytter lufthavnen. Det samme gælder for en vej eller jernbane. Det største udslip fra transport er bruger-elementet. Det vigtige er, hvad vi gør for at reducere disse brugsudslip. At nå til CO2-neutralitet betyder, at alle disse skal ned på et meget lavt tal, og derefter kan vi offsette resten. Den bedste tilgang er og bliver dog at ændre på, hvordan folk rejser rundt. I øjeblikket bruger vi biler alt for meget. Jo, der kommer flere og flere elbiler, men en by fuld af elbiler er næsten ligeså dystopisk som en by fuld af biler, der kører på fossile brændstoffer. Vi skal gøre vores byer bedre at leve i, og biler er faktisk en meget ineffektiv måde at transportere folk rundt i byen på. Byerne bliver mere og mere overfyldte, så svaret er mere offentlig transport, der kører mere effektivt, samt naturligvis, at man cykler og går mere. Det er dog helt essentielt, at vi anerkender, at vi taler om et meget anderledes paradigme i forhold til, hvad der eksisterer i dag.”
Hvilket ansvar har ingeniører i kampen for at reducere CO2?
“Ingeniører lokkes nogle gange til at “gøre det forkerte på en god måde.” Derfor skal vi være i stand til at udfordre de projekter, vi involverer os i. Som ingeniør forsøger man at forme projekterne sammen med kunden på et tidligt stadie. Vi skal også vælge de produkter, vi arbejder med, for rent moralsk så vil de beslutninger, vi tager i dag, blive vurderet i forhold til standarderne for 2030.
“Jeg kunne næsten godt tænke mig, at folk skulle betale et tillæg, hvis de ønsker at gøre “det forkerte”. Mange investorer sælger ud af deres olie- og gasaktiver, men samtidig er der et stort sekundært marked af grådige kapitalister, der opkøber disse ret profitable selskaber, og som er helt ligeglade med, hvad de gør. Kunne det ikke være skønt, hvis vi gik efter højeste fællesnævner? Og ikke den laveste? Kunne det ikke være skønt, hvis flere forsøgte at gøre det rigtige? Ingeniører er de ideelle rådgivere i begyndelsen af projekter, hvor de kan hjælpe kunder med at forme det, de gør. Hvis vi blot lader det være op til økonomer og andre at tage beslutningerne, og vi selv støder til senere for at udføre det, der er blevet besluttet, så giver vi afkald på en virkelig vigtig stol ved bordet.”
Kan projektudviklere spille en vigtig rolle?
“Ja. Enkelte kunder, f. eks. HS2, gør meget på dette felt for at incitere deres forsyningskæder til at reducere deres kapital-CO2. Vi anerkender, at HS2 gør noget godt for CO2-udslippet, da det handler om at få folk til at bevæge sig mod offentlig transport. Faktisk øger det landets kapacitet, hvilket betyder, at vi forbinder vores byer bedre og fordeler rigdom bedre. Vi skal dog stadig forsøge at gøre kapital-CO2-niveauet for sådan et projekt så lavt som muligt. Og HS2 var virkelig gode og satte nogle ambitiøse mål for forsyningskæden. Det satte skub i et vidtstrakt samarbejde mellem virksomheder og universiteter, der forsøgte at udvikle nye cementtyper med lavt CO2-niveau for at sikre, at vores cement fremover vil være lavt på CO2. Målet var dristigt, men udbyttet er fantastisk. Det forstår de fleste af de store britiske kunder inden for infrastruktur godt. De opfordres også af reguleringsanordninger til at reducere CO2. En virksomhed som Thames Water har fået tiladelse – i dette tilfælde af Ofwat (reguleringsanordningen for vandservice) – til at opkræve lidt mere fra deres kunder for at reducere systemernes CO2-niveau. På den måde går alt i en bedre retning.”
Er det muligt at udvikle en CO2-neutral ingeniørstrategi, der kan anvendes på alle felter? Eller vil det altid være projektspecifikt?
“Der skal grundlæggende ske store systemiske ændringer. Hvis hver enkelt lille bygning skal finde sin egen løsning, så lykkes det aldrig at skabe CO2-neutralitet i hele økonomien. Der er tre store områder, hvor det er nødvendigt at skabe CO2-neutralitet – transport, varme og energiproduktion samt en ændring af hele energinettet i sig selv. Vi har 27 millioner hjem, hvor varmesystemet skal ændres. Og hvis du dividerer 27 millioner hjem med de 28 år, der er tilbage før 2050, så er det et meget stort antal hjem, som skal laves hvert år, hver måned og hver uge. Se blot på størrelsen af den industri, som skal skabes, antallet af folk, som skal uddannes, og udstyret, som skal købes. Det er kæmpestort.
“Det samme gælder for transportsystemet, hvor du jo ikke bare går ud og skifter vejen ud for dit eget hus. Vi har brug for, at samfundet skaber et helt anderledes transportnetværk.
“På samme måde har vi ikke brug for at, folk går ud og bygger deres eget lille grønne kraftværk for at gøre energinettet CO2-neutralt. Vi troede engang, at mikroproduktion var svaret, men nu ved vi, at den eneste måde, hvorpå vi kan gøre energinettet CO2-neutralt, er store systemændringer med kæmpestore mængder bæredygtig energi samt energi, der ikke er afhængigt af vejret, nemlig behovet for atomkraftværker, der kan producere CO2-neutral basisenergi, så vi stadig har elektricitet, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.
“Derudover er der brug for at opfange og lagre CO2 på vores resterende kraftværker, der kører på fossilt brændstof. Vi skal have systemer, der opfanger CO2 i luften; en helt ny industri, der har til formål at suge CO2 ud af atmosfæren for at genoprette balancen. Det kræver ændringer på systemniveau at nå dertil. Vi har behov for de rette incitamenter på nationalt plan for ikke at plante vores jord til med ene nåletræer, men derimod oprindelige løvhældende skovområder med mange forskellige planter, der falder i med den omgivende infrastruktur.”
Er du optimistisk for fremtiden?
“Jeg tror, vi er godt på vej i den rigtige retning, og flere og flere mennesker begynder at forstå det. Og eftersom jeg er den fødte optimist, så er jeg faktisk ret håbefuld. Når det er sagt, så er menneskeheden bedre til at løse øjeblikkelige kriser end længerevarende kriser. En af udfordringerne med klimaændringer er, at det er en stor eksistentiel krise, men at den sker lidt for langsomt til, at menneskeheden reagerer på den måde, vi har behov for. Vi vil gerne have den samme reaktion som under 2. verdenskrig, hvor folk bekæmpede nazisternes trussel, eller her på det seneste under Ruslands invasion af Ukraine.
“Menneskeheden kan være utrolig opfindsom og kreativ, når der er brug for øjeblikkelig handling, og man kan ofre en masse for en sag. Først når menneskeheden har indset, hvor vigtig opgaven er, kommer vi til at handle. Vi er der desværre ikke endnu, hvad angår klimaændringer, da mange mennesker stadig tror, at kuglen kommer langsomt imod os, og at vi ikke behøver bukke os endnu. Men jeg tror, dagen kommer. Og når det sker, så er jeg meget optimistisk for menneskehedens evne til at løse virkelig store tekniske udfordringer.”
