Brutalistisk arkitektur

Brutalistisk arkitektur: har skilt vandene siden midten af det 20. århundrede

De kæmpestore, monolitiske betonbygninger angribes af kritikerne som dystre og umenneskelige, hvorimod de passionerede tilhængere siger, at stilen er misforstået
Share on facebook
Share on linkedin
Share on twitter
Share on email

Alle byer har en.

Det er den der kæmpestore, nærmest monolitiske betonbygning. Måske er det rådhuset, biblioteket eller en kontorbygning for nogle offentlige myndigheder, som er blevet bygget under et øjensynligt arkitektonisk vanvid i 1950’erne eller 1960’erne.

Kritikere har gladeligt sammenlignet de store betonbygninger med sovjetiske bunkere eller fængsler, og navnet på byggestilen, brutalisme, ser ud til at være passende, da det antyder en forvirrende dyster og umenneskelig tilgang til design.

Men hvor mange ser grimme, endog uforbederlige bygninger, ser en lille, men passioneret, gruppe af tilhængere ikoniske bygninger, der fortjener en chance mere – og en stil, der på tragisk vis er blevet misforstået.

Takket være denne gruppe af arkitekter samt stigende klimabekymringer ved store nedrivnings- og genopbygningsarbejder har et antal monumentale betonbygninger fra efterkrigstiden, som engang var dømt til at ende i historiens skraldespand, fået en ny chance.

Dette kan udløse en ny efterspørgsel på murere og andre med færdigheder i at arbejde med beton, efterhånden som lokale og nationale myndigheder går væk fra nedrivning af de brutalistiske bygninger og i stedet tager kampen op med udfordringerne ved en renovering, siger eksperter.

“Vi minder ofte folk om, at de smukke viktorianske bygninger, som vi elsker, blev betragtet som skrækkelige, og at mange af dem blev revet ned, og vi kunne godt tænke os at få dem tilbage,” sagde Greg Galer, administrerende direktør i Boston Preservation Alliance. Brutalistiske bygninger bliver “i stigende grad værdsat, selvom vi stadig ser en masse nedrivninger.”

Misforstået og foragtet

Store betonbygninger i brutalistisk stil er stadig upopulære blandt store dele af befolkningen. Det er en afsky, der opstod ganske kort tid efter, at mange af disse banebrydende bygninger blev opført midt i det 20. århundrede.

Men mindst noget af folks modvilje mod denne arkitektoniske stil er baseret på fundamentale misforståelser, siger arkitekter.

Se bare på navnet, brutalisme.

Det har intet med antydningen af en totalitær Big Brother-designstil at gøre, for brutalisme stammer fra det franske ord for rå beton – béton brut.

Udtrykket blev opfundet af Le Corbusier, den berømte schweiziske arkitekt og byplanlægger, til at beskrive sit arbejde med armeret beton.

Og arkitekterne, der designede disse enorme betonbygninger, var alt andet end antidemokratiske i deres motivation og drivkraft ifølge Mark Pasnik, der er professor i arkitektur på Wentworth Institute of Technology og forfatter af “Heroic: Concrete Architecture and the New Boston.”

Se f.eks. på Boston City Hall. Bygningen fra 1968 og dens nietagers betonherligheder er måske et af de bedst kendte eksempler på brutalisme i USA, hvis ikke i verden.


[RELATERET: Byggeri i Boston: pladsmangel, bittesmå byggepladser, historiske hensyn]


Men arkitekterne Kallmann, McKinnell og Knowles ville ikke blot skabe en storslået bygning. De ønskede også at skabe en offentlig bygning, der var indbydende og åben for publikum og med mange forskellige indgange, ifølge Pasnik.

“Disse bygninger blev alle designet i The Great Society-æraen,” sagde Pasnik.

Men inden for få år efter brutalismens højdepunkt i slutningen af 1960’erne faldt stilen hurtigt i offentlighedens ugunst.

Misforståelser om brutalisme blev snart forstærket af mangel på korrekt vedligeholdelse af disse betonbyggerier – som efterhånden som år og årtier gik, begyndte at gå i alvorligt forfald, med smuldrende facader og akkumulerende skidt.

I midten af 2000’erne ramte den offentlige støtte til brutalistiske bygninger bunden.

I 2005 valgte seerne af det britiske tv-program “Demolition” 12 bygninger, som de mente, skulle nedrives. Flere af dem var betonbygninger, der blev opført i brutalismens storhedstid.

Omkring samtidig på den anden side af Atlanten i Boston foreslog den nu afdøde borgmester Thomas M. Menino at sælge byens brutalistiske ikon, nemlig City Hall.

Han gik ud fra, at en kommerciel bygherre ville købe den længe hånede betonklods, der var i forfald, og rive den ned for at gøre plads til et nyt højhus eller et andet kommercielt projekt.

Reddet fra nedrivning

Menino havde håbet på at bruge pengene fra salget af City Hall – og den værdifulde grund i centrum af byen, det lå på – til at bygge et nyt og moderne kommunalt palads, formentlig med meget lidt beton, på havnefronten i Boston.

Der skete dog en sjov ting på vej til nedrivningsfesten.

Pasnik og andre arkitekter stejlede over den offentlige modstand mod disse store betonbygninger, og de gik sammen om at opbygge støtte til at redde og renovere Boston City Hall.

Boston City Hall
Boston City Hall

Pasniks bog “Heroic” udsprang af denne indsats og udforsker Bostons relativt korte, men begivenhedsrige besættelse af beton, som resulterede i City Hall og en halv snes andre betonbygninger i centrum, der var en del af en større indsats for at genoplive en historisk by, der havde stagneret i årtier.

Kraftig modstand fra arkitekter var medvirkende til at bremse begivenhederne, og med finanskrisen var de lokale myndigheder nødt til at skrinlægge deres planer om at sælge City Hall på ubestemt tid.

Marty Walsh, som er Biden-administrationens valg til beskæftigelsesminister, erstattede Menino som borgmester i 2014. Walsh støttede ideen om at sælge i sin kampagne, men skiftede mening, da han fik posten, og den tidligere byggearbejder og forhenværende fagforeningsleder godkendte betydelige renoveringer af City Hall samt den sprudlende – omend noget tomme – plads udenfor.

Renoveringen gav nyt liv til den mørke og klodsede bygning, der udviste alderdomstegn efter i årevis at være relativt forsømt.

En kaffebar, der sælger nicaraguansk java, flyttede ind i Boston City Halls nu flot oplyste lobby, og myndighederne genåbnede en anden stor indgang til bygningen, efter den havde været lukket og nærmest glemt i årevis.

“Jeg ser City Hall i Boston som et forbillede for andre bygninger ligesom den,” sagde Pasnik. 

I den anden ende af landet samledes arkitekter og studerende på campus hos University of Washington for at redde More Hall Annex, der engang var en atomreaktor opført i 1961 som en bygning i brutalistisk stil.

Der fandtes kun en enkelt etage over jordoverfladen, og den var omkranset af beton og havde brede vinduer, der lod forbipasserende se ned i kraftværket i et forsøg på at vise, hvor sikker atomkraft er.



Værket blev nedlagt i 1988. To årtier senere udløste planer fra universitetet om at rive den tidligere reaktor ned en otte år lang juridisk kamp med en arkitekturstuderende, som førte en vellykket kampagne for at føje bygningen til National Register of Historic Places i 2009.

Bygningen blev endeligt revet ned i 2016, efter at folk fra University of Washington sejrede efter mange års tovtrækkerier i de lokale retssale.

Dog fik bevaringsforkæmpere og andre støtter af bygningen, herunder den oprindelige arkitekt, det sidste ord, da de holdt en skinbegravelse af den gamle reaktorbygning.

“Det var en underlig lille betonbygning, og når man kiggede ind ad vinduerne, kunne man se ned i dybden af denne ting,” sagde Alex Anderson, arkitektprofessor på University of Washington. “Der var lidt mystik ved at have en atomreaktor midt på campus inde i byen.”

“Folk begræder stadig dette tab,” sagde han.

Selvom kampagnen kom til kort, signalerede reaktorbygningen af armeret beton en voksende interesse i arkitekturen fra den periode – en interesse, der nu strækker sig ud over kun at være i de akademiske kredse, hævder Anderson.

Han fremhæver Facebook-gruppen for fans af brutalisme, der har over 100.000 medlemmer, mens Pasnik nævner de over 100 bøger, som han siger, er blevet udgivet i løbet af det seneste halvandet årti om den arkitektoniske tendens.

“Jeg synes, der har været en stor ændring,” sagde Pasnik. “Folk er ved at blive mere interesserede i dem.”

Tilbage til fremtiden

Der har bestemt ikke været noget ophold i brutalistiske bygninger, der får lov at møde nedrivningskuglen. I januar 2021 jævnede nedrivningshold Burroughs Wellcome-bygningen i North Carolina, som var designet af Paul Rudolph, med jorden på trods af protester fra arkitekter og andre fans.

Men der er tegn på, at både ledere hos myndighederne og i den akademiske verden begynder at genoverveje nedrivningen af disse enorme betonstrukturer til fordel for renovering eller eftermontering.

Dette kan medføre øget efterspørgsel på entreprenører, der er klar til at håndtere de mange udfordringer, som disse halvtreds år gamle betonbygninger kan byde på, lige fra reparation af smuldrende facader til udskiftning af forældede varme- og kølesystemer.

Harvard University i Cambridge hyrede et hold af de bedste arkitekter, herunder Bruner/Cott & Associates i Boston, til at istandsætte det fleretagers Holyoke Center fra 1960’erne, der senere er omdøbt til Smith Campus Center.

Arkitektholdet moderniserede bygningen på over 33.000 kvadratmeter ved at montere mere glas på de nederste etager og omhyggeligt reparere facaden.

Dette indebar at banke metodisk centimeter for centimeter med plastikhamre over hele facaden for at kontrollere for revner samt at stå udenfor med kikkerter for at tjekke for skader, sagde Henry Moss, der er leder hos Bruner/Cott.

Det var også en udfordring at finde den rigtige beton til reparationerne, og det krævede snesevis af forskellige kandidater, inden den rette blev valgt, bemærkede Moss.

Der blev tilføjet et par glaspavilloner, og der blev installeret madleverandører og siddepladser langs med en arkade, der løber gennem centerets stueetage.

Udskiftningen af etlagsvinduerne, som var en stor årsag til varmetab, var et projekt i sig selv, og det involverede opstilling af stillads langs hele facaden og en temmelig støjende fjernelse af beton og fuge rundt om vinduerne.

“Det er ikke noget, man støder på med en bygning i kolonistil fra 1925,” sagde Moss. “Det er et flerdimensionelt problem for ejeren.”

Efterhånden som de brutalistiske bygninger bliver ældre, bliver der sandsynligvis også en øget efterspørgsel på tjenester fra VVS-entreprenører og isoleringsspecialister.

Disse overdimensionerede myndigheds- og universitetsbygninger blev opført før oliekrisen i 1970’erne, og der var kun meget lidt opmærksomhed på energibesparelse.

Hele ideen bag brutalismen – designkraften fra rå beton – betød også, at der ikke fandtes noget indvendigt skjold eller varmefastholdelse inden i væggene på disse bygninger.

“Det er beton indeni og udenpå – det var meningen,” sagde Pasnik. “Der blev udledt en hel masse kulstof under produktionen af disse bygninger, og at rive dem ned gør alt dette værre. Nedrivning er en dårlig miljømæssig beslutning.”

Modern design in architecture

Er moderne arkitektur smuk eller kedelig?