Video af Justin Hearn
Rosine Gibbs-Stevenson voksede op en times kørsel uden for London. “Mine første minder fra London er alle set med en besøgendes øjne, og jeg så byen gennem et barns øjne på skoleudflugter eller på togture til London,” siger Gibbs-Stevenson, der nu er kurator for offentlige programmer på The Architecture Foundation i London.
Gibbs-Stevenson er velbevandret i Londons arkitektur både som borger og professionel. Efter at have uddannet sig til arkitekt i både London og Brighton leder hun nu workshops for unge mennesker og støtter arkitektstuderende og designkritikere.
Built, the Bluebeam Blog, har bedt Gibbs-Stevenson om at kommentere hver af bygningerne vist i ovenstående video. Redigerede uddrag:
St. Paul’s Cathedral
I den offentlige bevidsthed er St. Paul’s Cathedral berømt som kirken, der overlevede blitzangrebene under Anden Verdenskrig. Den stod rankt, mens byen blev lagt i ruiner omkring den. Kuplen skiller sig ud på Londons skyline som dens mest genkendelige særpræg. Dens udsyn er beskyttet, hvilket betyder, at den uhindrede udsigt til den fra Richmond Park, Alexandra Palace og Parliament Hill er beskyttet ved lov. For nylig blev der opført en 40-etagers skyskraber i Stratford af Manhattan Loft Corporation, som på en eller anden måde var gået igennem i byplanlægningen. Dette har gjort foreningen Friends of Richmond Park rasende pga. deres “ødelagte” udsigt. Jeg er fascineret af, at der findes disse omstridte bestemmelser i London, som stort set er usynlige for det meste af befolkningen.
Houses of Parliament
Mit forhold til Houses of Parliament er, at jeg altid ser dette bygningsværk, når jeg går ned ad Southbank og kigger over på den anden side af Themsen – eller også ser det på de luftbilleder, der bliver vist i nyhederne. Parlamentsbygningerne har stået på stedet siden det 11. århundrede, men i forskellige forklædninger. De blev voldsomt beskadiget i en brand i 1800-tallet og blev genopbygget i deres nuværende form i nygotisk stil.
30 St. Mary Axe eller “The Gherkin” (drueagurken)
The Gherkin åbnede på mange måder døren for byggeriet af mange senere rædselsfulde skyskrabere. Det var også den første høje bygning, der virkelig fangede londonernes fantasi. Høje bygninger har en vis tendens til at skabe røre, men selv tilnavnet “drueagurken” er et billede på den positive måde, den er blevet modtaget af befolkningen på.
Tate Modern
Tate Modern er en af de mest imponerende offentlige bygninger i London. Hver gang jeg går derhen – og det gør jeg ofte – bliver jeg altid overrasket over, hvor smuk den er, og hvor meget byens indbyggere bruger den. Den nylige udvidelse af Herzog & De Meuron (The Switch House) er et virkelig godt supplement til det ombyggede kraftværk. Det trappeformede murværk omkring bygningen giver et unikt look, der indrammer London gennem den perforerede facade.
The Shard
Jeg er ikke sikker på, om dette er sandt eller ej, men jeg kan godt lide den romantiske fremstilling af Renzo Piano, der under et kundemøde i slutningen af 1990’erne over middagen på en serviet tegnede denne skitse af, hvad der senere skulle blive til The Shard.
Jeg kan faktisk stadig rigtig godt lide The Shard – jeg synes, det er en ret elegant bygning. Den repræsenterer ganske vist den type neoliberale, udviklerstyrede holdning til byskabelse, som måske ikke er den optimale. Den er utilgængelig for offentligheden ved det, at hotellets gæster går ind i den ene side. Man kan komme op til restauranterne men via en anden elevator og med sikkerhedskontrol ved indgangen.
