Hvis du logger på hjemmesiden a-l.hu, der tilhører arkitekten, aktivisten og arrangøren A.L. Hu, ser du en enkelt side med fire linjer, der indeholder statisk og skiftende tekst. Under navnet foroven er teksten i anden linje: “Jeg er en”, og ved siden af ruller ord som “glitrende person,” “nysgerrig aktivist,” “feministisk kattemenneske,” “nonbinær designer” og “arrangør.”
Tredje linje indeholder ting, som Hu går op i såsom “inkluderende ligestilling,” “queer rum,” “queer repræsentation” og “kønsarkitektur.” Forneden på siden er der et link til Hus Twitter-profil.
Identitet er enormt vigtigt for Hu, der identificerer sig som en queer, nonbinær person, der arbejder i New York City, med stedordene de/dem. Deres fuldtidsjob er leder af designinitiativer hos Ascendant Neighborhood Development Corporation, der er en organisation, som skaber billige boliger og arbejder for at hjælpe lokalsamfundene i East og Central Harlem. Hu begyndte at arbejde med Ascendant i oktober 2019 gennem det toårige Enterprise Rose Fellowship, som skaber forbindelse mellem lovende arkitekter og samfundsudviklingsorganisationer.
Ved siden af arbejdet er Hu medskaber af Design As Protest, som er et kollektiv af antiracistiske designere, der arbejder for at gøre branchen mere inkluderende. De er også stifter af Queeries, som er et initiativ til at give en stemme til queer designeres erfaringer og følelser, og endelig er de en del af organisationer som The Architecture Lobby, QSPACE, ArchiteXX og AIA New York.
Gennem dette arbejde er Hu på vej frem som en vigtig stemme inden for arkitektur- og designbranchen, hvor de er fortaler for en tiltrængt forandring og inklusivitet. Men intet af dette ville kunne ske, hvis det ikke havde været for et kedeligt økonomifag, de tog på college.
“Jeg havde en rigtig dygtig økonomilærer i high school og besluttede mig for at søge ind på UC Berkeley på økonomilinjen og blev optaget, men så deltog jeg i en økonomitime og indså, at jeg var ved at falde i søvn,” sagde de. “Jeg satte mig for at finde et nyt hovedfag og faldt over en introduktion til arkitekturfaget. Jeg deltog i den og nød kreativiteten og friheden, så jeg blev hængende.”
Stod ved deres identitet og talte om den
Hu dimitterede i 2012 med en grad i arkitektur og bæredygtigt design og begyndte at arbejde for et boligarkitektfirma i San Francisco, og to år senere blev de optaget på Graduate School of Architecture, Planning and Preservation på Columbia University. Flyveturen på tværs af landet for at starte et nyt liv var en åbenbaring for Hu, og de bemærkede en forandring i sig selv næsten omgående.
“Jeg havde altid haft meget langt hår. Jeg følte, at jeg kunne gemme mig bag det, og det var en måde at beskytte mig selv mod omgivelserne og omgivelserne mod mig på,” sagde Hu. “Men da jeg startede på kandidatuddannelsen, klippede jeg mit hår og blev korthåret. Jeg følte, at jeg var nødt til at forlade min tryghedszone.”
De forlod absolut deres tryghedszone – og i stor stil.
I løbet af deres første semester blev de valgt til elevrådet og blev derved tvunget til at have en offentlig rolle på universitetet og arbejde med fagforeninger som fortaler for rettigheder og retfærdig løn for universitetsstuderende. I løbet af sommeren mellem sit første og andet år sprang Hu ud som nonbinær.
“Jeg indså, at jeg ikke identificerede mig selv som en kvinde, og jeg tror, at det også havde meget at gøre med den tilgang, jeg havde til design,” sagde Hu. “Det fik mig virkelig til at tænke ud af boksen og forstå, at der ikke findes en bestemt rigtig måde at være arkitekt på.”
OGSÅ I BUILT:
Adriana Barcenas Rojas, der gik på kandidatuddannelsen sammen med Hu og i dag også samarbejder med dem som en del af Design As Protest, satte pris på Hus bevidste skepsis over for faget på Columbia.
“Jeg kan huske, at når der opstod konflikter – problemer inden for faget – så ville de altid være proaktive med hensyn til at forandre tingene til noget bedre,” sagde hun. “A.L. vægrede sig aldrig ved at lade administratorerne vide, når der var ting, der skulle tages op.”
Et af de store problemer, som Hu kæmpede med i skolen, var studiemodellen i klasselokalerne på mange arkitektskoler, og hvordan den kan føre til, at nogle går væk fra erhvervet efter endt uddannelse.
“Når man er på et studie, er man i en klasse med måske 12 andre studerende og en lærer, der forsøger at lære dig bestemte måder at gøre tingene på,” sagde de. “Det kæmpede jeg imod, fordi jeg ikke mener, at der findes en enkelt måde at designe på, som passer til alle. Jeg mener, at universitetet og designuddannelser bør handle om at finde sin egen proces og ikke nødvendigvis forsøge at følge alle reglerne.”
Fortaler for forandring
I dag er Hu begejstret for at kombinere sin passion for samfundet og organisering med design i stipendiearbejdet med Ascendant, og organisationen er glad for at have dem med.
“Der er ingen på vores team, – ud over A.L. – der er arkitekt. At have dem om bord til at medbringe deres mange evner til vores interne team har været stærkt transformerende for os,” sagde Christopher Cirillo, der er administrerende direktør i Ascendant, og han tilføjer, at han håber, at Hu vil fortsætte på fuld tid, når stipendiet udløber. “A.L. er meget samarbejdsvillig og fokuseret på teamwork. De har en utraditionel tilgang til designfaget og er lidt forstyrrende på en måde, som designfaget har brug for.”
Hu har en lang række banebrydende ideer til, hvordan erhvervet kan være mere inkluderende for alle typer mennesker. Her er et par stykker:
Ændre studiemodellen for kandidatuddannelser
“På uddannelsesniveau er branchen ikke særligt indbydende for nonbinære personer, og det starter med studiemodellen i skolerne,” sagde de. “Det er en kritisk model med en kulturtype, der lægger et grundlag for senere udnyttelse i erhvervet. I skolen bliver vi kritiseret og regelmæssigt tvunget til at lave projekter om og internalisere negativ feedback, selv i slutningen af semestrene.”
“Det skaber et giftigt miljø, hvor alle konkurrerer mod hinanden,” fortsatte de, “og det er nedbrydende for vores kroppe og mentale helbred. Det indlejrer konstante følelser af angst. Det er endnu sværere for nonbinære personer at udtrykke deres ideer, fordi de måske har fokus på andre ting end dem, der præsenteres i klassen.”
Øge adgangen til arkitekturuddannelse
“Selv hvis uddannelsen var bedre, er der spørgsmålet om, hvem der har adgang til en arkitekturuddannelse,” sagde Hu. “Hvem vokser op med arkitektur i tankerne som et erhverv, og hvem har tid til at opholde sig på studiet dag og nat og ikke arbejde i et andet job? Hvem har penge til en kandidatuddannelse? Alt dette skal ændres på en måde, der gør det mere tilgængeligt for alle.”
Branchen har brug for mangfoldighedsstatistik
“Flere data om de arkitekter, der arbejder, ville være supernyttige, når det handler om repræsentation,” sagde Hu. “Hvordan måler vi succes på området? Og hvordan indsamles disse data?”
Et bredere fokus på faglig udvikling
“Jeg synes, der burde være fokus på proaktiv faglig udvikling, især for yngre arkitekter, der kun lige er startet i faget,” sagde de. “Det ville være nyttigt at have folk til dem, der kommer tidligt ind i faget, som man kan spørge om de næste trin og om mentorlignende forhold.”
Folk med indflydelse burde være fortalere for andre
“Hvis man er en person med indflydelse i sit firma, skal man bruge sit privilegium til at løfte andre,” sagde de. “Arkitekturen er stadig et meget hvidt, ciskønnet, mandsdomineret erhverv, så al magten er koncentreret der. Jeg mener, det handler om at få distribueret den magt og bruge den til at løfte andre.”
