Bluebeam har et dokument, der viser genvejstaster til forskellige funktioner i Revu lige her.
Vi starter med de grundlæggende genvejstaster, som vi hovedsageligt kan bruge til tegneværktøjer ved at trykke på et enkelt bogstav. De fleste af dem er intuitive med “R” for rektangel, “L” for linje, “E” for ellipse osv. Men når vi løber tør for bogstaver i alfabetet, er vi nødt til at blive lidt mere kreative. Snapshot kan ikke være “S”, fordi stempel er “S” – derfor bruger snapshot “G” (husk det som “grib” eller “get snapshot”, hvis det kan hjælpe). Cloud er “C”, så derfor er billedforklaring (callout) flyttet til “Q”.
Alle disse enkle tegnegenvejstaster har standardindstillinger, som er forudindlæst, når du installerer Bluebeam Revu. Hvis du f.eks. trykker på “R” for rektangel, bliver der tegnet et rødt rektangel med en stregtykkelse på 1. Trykker du på “L” for linje, tegnes der et rødt linjesegment med en stregtykkelse på 1.
De indbyggede tegnegenvejstaster kan omformateres, som du har lyst til, ved at bruge fanen “Egenskaber”. Hvis du har et format, som du bruger ofte, kan du tegne objektet, formatere det, og mens det er valgt, klikke på “Indstil som standard” fra fanen “Egenskaber”.
Derefter, hver gang du tegner dette objekt, vil det som standard se ud, som du har indstillet det. Hvis du senere ønsker at ændre det, skal du bare tegne det igen, omformatere og klikke på “Indstil som standard” igen. Revu husker standarden, hver gang du bruger programmet.
Ud over de mange genvejstaster med et enkelt bogstav findes der langt flere kombinationer, når du også anvender modifikatortasterne (dvs. Ctrl, Alt, Shift). Disse har nogle lidt løsere associationer, men de hjælper med at huske og anvende dem:
Shift:
Mange af disse genvejstater eksisterer, fordi vi kun har 26 bogstaver at arbejde med. Tegning af en bue (curve) kan ikke være “C”, fordi cloud er “C”. Derfor tegnes en bue med “Shift + C”. Pen-værktøjet bruger “P”, så vi er nødt til at bruge “Shift + P” til at tegne et polygon og “Shift + N” til polylinje. Disse ting kan nemt læres ved regelmæssig brug.
Shift-modifikatoren bruger du meget til markeringer. AutoCAD har tilstandene “ortho” og “polar”, som ændrer den måde, du tegner objekter på i farten, og Revu bruger “shift” til at opnå en lignende funktionalitet og mere. For eksempel tegner “R” et rektangel, hvorimod “R + Shift” tegner et særligt slags rektangel, nemlig et kvadrat.
Hvis man holder “Shift” nede, imens man tegner en linje, vil den fastgøres i 45-graders intervaller. Hvis man holder “Shift” nede, imens man tegner en ellipse, opnår man en særlig slags ellipse, nemlig en cirkel. “Shift” tvinger også størrelsesændringer af markeringer via håndtagene til at ske i 45-graders eller 90-graders intervaller afhængigt af markeringen – men det er ikke fokus for denne artikel.
Ctrl:
Disse følger Microsoft Windows’ standard for genvejstaster, hvor “Ctrl + C” er kopier, “Ctrl + V” er indsæt, “Ctrl + X” er klip osv. En meget effektiv funktion i Revu er at holde “Shift” nede, når man indsætter noget, så det bliver indsat på nøjagtig det samme sted på siden som der, hvor det er kopieret fra. Hvis du har noget, du ønsker at indsætte på hver side, kan du kopiere det og trykke “Shift + Ctrl + V” for at indsætte det på samme sted.
For dem, der er konstruktionsingeniør som mig, er det praktisk at kunne kopiere en stolpe på plantegningen for tredje etage og indsætte den på nøjagtigt samme sted på plantegningen for anden etage for at kunne følge genstande og belastninger nedad fra etage til etage. Jeg kan også kopiere et stempel fra en gennemgang af tegninger eller et sidetal og derefter indsætte det på nøjagtig samme sted på den efterfølgende side.
Nogle ikke-standardiserede genvejstaster, som bruger “Ctrl”-tasten, flytter objekter fremad eller bagud eller påvirker visningen af siden (f.eks. opdeler “Ctrl + H” visningen horisontalt mellem to dokumenter).
Alt:
Disse genvejstaster bruges til at åbne de forskellige faner. Jeg synes, der er nemmere at højreklikke på en af fanerne og vælge, hvilke jeg ønsker at se. Derefter holder jeg de mest relevante faner åbne, imens jeg arbejder, og åbner kun de mindre almindeligt brugte faner som Studio i Revu en gang imellem. Som ingeniør bruger jeg lang tid på fanerne Egenskaber og Opmålinger.
Ved store projekter hjælper fanen Lag mig med at finde rundt i komplekse plantegninger, og fanen Bogmærker hjælper med at finde rundt i lange beregningspakker. Fanen Værktøjskasse er stedet, hvor jeg gemmer mine forudtegnede markeringer til detaljering og tegningsarbejde.
Shift + Alt:
Genvejstasterne til opmålinger hører under dette område såsom opmåling af længde, areal, volumen, vinkler m.m. For eksempel måler man længde med “Shift + Alt + L”.
Ctrl + Alt:
Disse genvejstaster bruges til justering og vending af objekter. Objekter kan vendes lodret eller vandret og justeres med andre objekters toppe, bunde, venstre kant, højre kant eller center i begge retninger.
Ctrl + Shift:
Disse kommandoer påvirker generelt selve dokumentet i stedet for indholdet i dokumentet. Du kan rotere siden eller siderne, indsætte en tom side, lukke faner, samkopiere dokumentet og meget mere.
Ctrl + Shift + Alt:
Bluebeam-teamet har skånet dine femfingrede hænder. Der findes ingen genveje, der kræver tre modifikatortaster. Puha!
Det er klart, at der er masser af funktioner, der ikke passer perfekt ind i en eller anden kategori, men disse bruges generelt sjældent. Denne artikel burde hjælpe dig i gang med at lære de mange genvejstaster og funktioner, som Bluebeam Revu byder på. Jeg oplever, at de ting, jeg bruger dagligt i Bluebeam, er meget intuitive, og det håber jeg, at du også gør.